Jeg er en af de her mennesker som (måske lidt belastende for nogle) 99% af tiden føler mig enormt overskudsagtig. Jeg er pisse lykkelig, jeg har altid lidt mere krudt i posen, og lidt mere energi til en ny kreativ process, eller til at motivere mig selv til at gøre en ting mere, som jeg ikke tør.
Mega belastende at høre på – I know. Ikke desto mindre, er det mig…
Også derfor er det meget sjældent, at jeg når derud, hvor jeg ikke længere føler mig i kontrol over mine handlinger og reaktioner på andre menneskers følelsesmæssige issues. Oftest, så føler jeg, at jeg kan se det hele roligt udefra, og får styr på mine tanker og følelser, og så reagerer jeg velovervejet med stolthed.
Hopla unger og mor med kort lunte
Nogle gange, så er det så bare SLET ikke det jeg gør. Typisk er det mine børn, som kan de helt gode tricks til at tippe mig over kanten. Det reagerer ikke altid lige godt på fornuft og systemer, for de er jo børn – fantastiske børn.
Den anden aften blev det puttetid, og mine unger var særligt i hopla. De tossede rundt i stuen og grinede. Jeg var så tilfældigvis i besidelse af en særlig kort lunte den aften, så det var ikke det bedste match.
Jeg bad dem gå ud og børste tænder først en gang, så to gange, så tre gange – og så mærkede jeg det… Jeg mødte en kant i mit indre og jeg hørte min indre dialog blive mere tydelig.
Jeg VIL ikke råbe, jeg VIL ikke råbe, jeg VIL ikke råbe
Så du mor i hovedet? Hun var knaldrød!
Og så skete det. Og det var ikke en helt almindelig form for råben. Du ved, hvor man lidt kommer med det samme budskab, måske i en lidt mere primitiv form ala: ”Hør nu sgu da efter”. Næh det var simpelthen et laaaaangt højt skrig. Intet andet, bare et skrig. Og en af de slags, som ikke er et kvinde-hvine-skrig og heller ikke et brøl, men en god mellemting.
De 2-3 sekunder det varede var nok til at få mig til at fortryde det. Midt i mit skrig, ville jeg ønske, at jeg ikke havde startet det, men jeg var i min amygdalas vold og tynget afmagt imens det skete. Jeg frygtede også ungernes reaktion, inden skriget var klinget af. Til min overraskelse grinede de. Åh de vidunderlige unger. De grinede sgu. Det gjorde mig enormt lettet, at jeg ikke havde skræmt mig. Jeg vendte mig i samme sekund om og gik ind på et værelse. Jeg skammede mig, og jeg var ked af det. Jeg ville ikke se børnene i øjenene lige nu, men give mig selv lov til at fælde en tåre, i sorg over, at jeg havde mistet kontrollen på denne måde. Til min overraskelse høre jeg få sekunder efter, at drengene gik ud på badeværelset for at børste tænder. Min ældste sagde:
”Så du mor i hovedet? Hun var knaldrød”
Jeg elskede og hadede på en gang, at mit skrig havde fået dem til at høre efter. For åh gud, hvor vil jeg ikke have, at man kan skrige sig til løsningen i mit hjem. Men jeg tilgiver mig selv, for at have gjort det – fordi også mine kanter, lærer mine børn nye ting om livet og om mig.
Vi gør det, der virker
Selvom det måske ikke altid kan føles sådan, så er jeg ikke i tvivl om, at vi alle gør vores bedste til at leve et godt liv. Vi søger alle sammen ubevidst mere kærlighed og mening med vores liv. Vi har bare forskellige metoder til at søge og opnå disse ting. Metoderne er bare mere eller mindre bevidste og mere eller mindre sunde – for os selv og vores relationer.
Nogen gange er metoden velovervejet, empatisk og diplomatisk – andre gange er det overlevelsesmode og et skrig, der kan smadre vinduer. Stadig med formålet at opnå det, som vi mener er noget vigtigt.
Heldigvis tænker jeg ikke, at skrige-metoden er en, jeg kommer til at bruge regelmæssigt, men nogen mennesker gør jo. Fordi vi gør alle mere af det, som virker – sådan er det bare.
